Opfølgning på overfaldet på Pfante
Rigtig mange har på FB fulgt med i hvordan det gik med Pfante efter han blev overfaldet, og her kommer en opdatering. Søndag d. 4 december gik vi tur ved Ry Hule med alle hundene i snor. Pludselig og helt umotiveret kommer en stor rottweiler han farende imod os - uden snor og uden kontrol af ejeren. Vi og hundene nåede at konstatere dens tilstedeværelse lige før den satte af med drab i sprog og blik. Den gik direkte i flæsket på Pfante som ikke forsvarede sig men blev smækket ned på siden. Rottweileren havde et fast greb i brystflanken på Pfante mens den ruskede og ruskede. Ann og jeg fik ved fælles hjælp vristet den fra sin gøren ved at kvæle den i det halsbånd den trods alt havde på og hive den i bagbenene samtidig. Afsted til dyrlæge med Pfante som var dyb chok. Han blev syet i 3 lag - heldigvis slap han nådigt fra en punkteret lunge, og vi fik ham med hjem efter et par timer. Fysisk og mental pleje varede de næste 14 dage før vi turde lade ham være uden opsyn. Fysisk er han nu næsten hel, men de mentale skader er desværre værre end vi havde frygtet. Herhjemme på adressen og på gåturene i byen fungerer han næsten som før, men han farer sammen/tisser indenfor/flygter - hvis vi hæver stemmen, Vega gøer uden grund og hvis der sker noget som ikke er en del af den kendte daglige trygge rutine. Gæster - også kendte, stresser ham og han har i det hele taget svært ved at håndtere når noget er anderledes end det plejer. Det betyder også, at han dårligt kan håndtere at være med på besøg kendte steder hvor han før har været tryg og tilpas. Så foran os har vi et stort og langvarigt arbejde med at desensibilisere ham til alle de situationer som pludselig er blevet svære at håndtere. Og så er der selvsagt et stort stykke arbejde i at få ham til at håndtere andre ukendte hunde på gåturene. Det aller værst tænkelige lige nu er hvis vi skulle rende ind i en løs hund.....
Cocker Cos oplevede det hele fra jorden, og han havde en uge med chokudløb. Han sov rigtig meget, havde mange mareridt, havde flere epileptiske anfald og tissede indenfor pga stresset væskebalance. Han ligner sig selv igen men er selvsagt på mærkerne over store sorte hunde. Ann nåede at få Vega op på armen så hun slap nådigt og det eneste vi kan mærke på hende er en styrket frygt for store hunde.
Ann og jeg havde en typisk forsinket chokreaktion 6-10 dage efter, med total hudløshed, let til gråd, forvirring, total mangel på overskud og overblik og træthed, træthed og træthed.....
Jeg valgte at politianmelde ejeren af rottweileren for uansvarlighed, overtrædelse af hundeloven og selvfølgelig lemlæstelse.
Som hundeejer er det mig, og KUN MIG, der bestemmer hvem mine hunde skal hilse på, og det kan jeg ikke hvis nogle ikke løfter ansvaret og sørger for at have deres hund i snor eller under FULD kontrol. Det er min vigtigste opgave at sikre min hund mod de farer vi møder, lige nu er det andre hunde, og det kræver ansvarlighed fra andre hundeejere - ellers har jeg, og andre som har det ligesom mig, ikke en levende chance. Så er du en af dem som på uansvarlig vis konsekvent lufter din hund uden snor og kontrol, så vil jeg bede dig overveje hvilken betydning det kan have for andre du møder på din vej og på hundeejere helt generelt. Løft nu dit ansvar - også for din egen hunds skyld - du ved jo ikke hvad den oplever når den render hen til andre hunde...... Det kan koste virkelig dyrt på den mentale front, og jeg holder mig fremover ikke tilbage med at politianmelde uansvarlige hundeejere. Bare så ærgerligt at det er nødvendigt.