Pfante er min (Sys´s) første hund. Han er en chokoladebrun labrador fr
a april 2003. Jeg købte ham på Lolland - hos Heidi og Hans Erik på Kennel Størupdal. Kort tid efter at Pfante flyttede fra reden, gik Heidi desværre bort, og kennel Størupdal eksisterer ikke længere. Hans Erik bor stadig på det nedlagte landbrug og nyder livet med hundene, men opdrætter ikke mere.
Jeg havde bestilt Pfante i god tid og ventede et lille års tid, fra bestilling til afhentning. Straks fødslen var vel overstået ringede Heidi og fortalte at hun havde fundet en Pfante til mig. Han var en rigtig kælletold lød meldingen, og jeg besøgte ham bare 5 dage gammel og gav ham mælk af sutteflaske...
Han var bette - faktisk kunne jeg dengang have ham i EN hånd - det kan jeg ikke mere !!!! Han var ud af et kuld på 12 chokoladebrune hvalpe, så mor Aja fik lange patter... og hvalpene blev fodret skiftevis med erstatningsmælk fra flaske for at holde dem oppe i foderstand. Men alle klarede sig og voksede efterhånden til 12 brune bisser.
Jeg tilbragte megen tid på Lolland og var sammen med Pfante rigtig mange gange i løbet af hans første 8 leveuger - ofte flere dage ad gangen, og hjalp til med pleje, rengøring og socialisering af hvalpene. Et skønt liv i hvalpegården.... hvor jeg dog nød det og hvor jeg dog havde mange rifter..... Da Pfante var 8 uger tog jeg ham med hjem til Århus.
Han har fra første færd været en tilbageholdende fyr med -desværre - med tendens til nervøsitet og i nogle situationer angst. En for ringe socialisering i de første 8 uger er grunden, kan jeg lysende klart se nu da jeg er blevet så meget klogere på hundepsykologien. Så han har lært mig meget om hundenes væsen og væren. Jeg er blevet udfordret på min indsigt i hundenes væsen og er meget klogere på grunden til hans reaktioner, og hvad jeg kan stille op for at gøre livet lettere for, og han er således blevet meget mere harmonisk. Men en racetypisk labrador bliver han aldrig. En god drengehund det er han nu, og jeg holder forfærdelig meget af ham - men han har aldrig været en "lige ud af landevejen" labrador.
Slag i slag har vi taget det, og heldigvis har han fra starten knyttet sig stærkt til mig.
Desværre fik han i en alder af 17 mdr. begyndende agressions-problemer med andre hanhunde, og efter grundig overvejelse og snak med min dyrlæge, blev han kastreret som 2 årig. En lykkelig kastration, som har bevirket, at han nu ikke kommer op og ringe - og jeg kan styre ham verbalt i langt de fleste møder med fremmede hanhunde. Min hypotese er, at hans problem var betinget at det dilemma der opstod, da hans hormoner sagde ham, at han skulle være en stor hanhund, og hans usikre sind, som ikke havde det fornødne overblik og ro til at være dette på ordentlig hundemaner. Så han gik bare til angreb..... totalt uden at tænke sig om. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at træne ham fra problemet, men der var absolut intet at forstærke eller belønne i møderne med andre hunde, så det havde været umådelig svært at ændre på. Nu er han så istedet befriet for den hormonelle påvirkning, og det har bestemt taget brodden af problemet.
Pfante ELSKER sine venner fra hvalpeben - det gælder både 2 og 4-benede. Helt fremmede 4 benede som kontakter ham, ses an med lidt rejste børster som tegn på usikkerhed og måske en sagte knurren "hold dig lidt væk", sænket hoved og kropsholdning alt mens han trækker baglæns. Men han er aldrig agressiv overfor mennesker - blot taler han er meget tydeligt hundesprog - og det kan mennesker ikke altid tolerere. Sådanne situationer forsøger jeg at skåne ham for - og beder istedet fremmede om at sætte sig ned lidt væk med siden til og kigge den anden vej - og langsomt kommer han og vil gerne både snakke og kysse - for det er nemlig et sprog han forstår og som ikke skræmmer ham.
Pfante har således altid været meget obs på menneske- contra hunde-sprog, og den værste form for kontakt, er den, hvor et menneske kommer direkte imod ham, for dernæst at bøje sig ind over ham, stirre på ham og med åben mund og blottede tænder og sige høje lyde...... for det er nemlig på hundesprog en meget uhøflig og overrumplende måde at sige goddag på.
Hvor nogle hunde lærer at tilpasse sig menneskets sprog, og accepterer at vi siger goddag på den tovlige måde, når vi møder nogen der er mindre end os selv, så har Pfante aldrig lært at tolerere det, og derfor skal han have hjælp. Og han tar meget gerne imod hjælp - fatisk er han i de fleste stressende situationer meget orienteret mod mig, klar til at få anvisninger. Så jeg er altid opmærksom på ham - klar til at tilbyde alternativer.
Lærerigt og udfordrende har det været at få Pfante, og jeg vil ikke være foruden - for hvor har jeg lært meget om hunde-sprog og psykologi - utroligt spændende viden.
Pfante elsker sin flok, og er en superkærlig og rolig storebror for Cosmo, Bine og nu Vega - blot har vi skulle være opmærksomme på, at hans uro og nervøsitet ikke skulle smitte af på de andre - og det er lykkedes faktisk rigtig godt. Han finder i mange situationer megen støtte i deres letsind og gåpåmod, og så elsker han at lege og putte med dem. En dejlig kærlig - og i trygge rammer - helt igennem harmonisk og glad dreng.
Han er superglad for børn og jeg er aldrig nervøs ved at lade børn komme til ham.
